Møllesøvej 2, Marrebæk

4873 Væggerløse

B/F “Grønært” i Marrebæk kanal

Selvom antallet af færgeruter til og fra nabolandene og indbyrdes færgedrift mellem de danske øer svinder som følge af bro- og tunnelbyggeri, så er der stadig liv i nogle færgeruter, for eksempel ruten over Grønsund mellem Stubbekøbing og Bogø med motorfærgen “Ida”.

I 1988 skabte skoleelever under ledelse af deres lærer en nøjagtig kopi af “Ida”. Den blev bygget over nogle olietønder og forsynet med en påhængsmotor som drivkraft. Den sejler stadig og med indtil fire voksne: en kaptajn, en maskinchef og to passagerer. Babyfærgen (B/F) blev døbt “Grønært”.

I 1988 sejlede “B/F Grønært” i løbet af tre dage rundt om Falster og kom juli den 22. fra Nykøbing gennem Guldborgsund kl. 10 til udløbet af Marrebæk Kanal. Den fortsatte mod Marrebæk by, men var for bred til at komme igennem slusen, så den måtte løftes over. Så sejlede “Grønært” videre helt frem til Marrebæk Bryggeri, hvor oldermanden for Marrebæk Bylaug, Ernst Hemmingsen overrakte et diplom, og bryggeriet gav en tår til halsen. Derfra blev B/F “Grønært” transporteret over land til Bruserup Strand og igen søsat. Den sejlede videre via Gedser marina og Gedser færge- og fiskerihavn og rundt om “Kap Gedser Odde” til overnatning ved Marielyst.

“Grønært” har sejlet på mange andre vande, f.eks. Tivolisøen i København og på floden i Berlin.

%d bloggers like this: